Ørred - koldrøget


Beskrivelse:

Har du fanget nogle ørreder, så kan de laves på rigtig mange måder.

Måske i retten pasta con verdure e trota 

Hvis dine ørreder er rigtig røde i kødet, så skulle du prøve at koldrøge dem.

De bliver fantastiske og minder rigtig meget om koldrøget laks.


Jeg bruger en Weber Smokey Mountain 47 cm til at røge fiskene i.

Men det kan godt lade sig gøre i en alm weber kuglegrill.


Ingredienser:

Ørreder - helst godt røde i kødet.

(antallet er op til dig)

Salt


Røgeovn

Røgsmuld

(jeg bruger rødel, men du kan også bruge den nemme metode med Smokepins)


Sådan gør du:

Rengør og skær dine ørreder ud i filetter.

Fjern alle ben i fisken. Der sidder en hel række ned midt i fisken som bør fjernes.

Tør dem godt af i et viskestykke eller i køkkenrulle.

Læg dem enkeltvis i en stor skål, eller plastkasse (godkendt til mad)

Hver filet tilsættes salt - og der skal bruges meget!

Nogle dækker hele fisken ind - det gør jeg dog ikke - men ca ½ håndfuld pr fisk.

Læg låg på skålen/kassen og stil i køleskabet et døgn.

Næste dag skylles saltet af fisken.

Skær et lille hul ved haledelen, hvori man sætter en snor til at hænge fisken op i.

Fisken skal nu tørre - det kan vare flere timer - men start med at tørre dem godt af

med et viskestykke eller køkken rulle.

Når du fornemmer, at fisken er godt tør - pergament agtigt - så er de klar.

Drys røgesmuld i en foliebakke, så det ligger som et U i foliebakken.

Tænd op i den ene ende med et optændingsblok eller lign.

Når ilden er slukket og du kun har røg, hænges fisken ind og låget sættes på.

De skal nu røges i ca 12 timer.

Efter 12 timer, skal de "hvile" i 12 timer - er det køligt udenfor, så kan de fint blive hængende i røgeovnen.

Herefter skal de have endnu 12 timer med røg, og hvile yderligere 12 timer.

Nu er fisken klar til at spise.

Har du mange, kan du evt vacuum pakke dem og fryse dem ned.


TIP:

Husk at vejret ikke må være fugtigt (regn, sne osv) når du skal røge, 

og udetemperaturen altid skal være under 20 grader.

Jeg kold røger aldrig, når temperaturen er over 12-15 grader.



Ørred koldrøget

Beklager billedet - de første mislykkedes.

Så billedet viser de røgede ørreder vacuumpakket