Grydestegt Kylling


Beskrivelse:

"Jamen det fik vi da altid, da jeg var barn"

Sådan vil mange sikkert sige - så hvorfor ikke genopfriske smagen af kylling på denne lækre måde.

Det er slet ikke så svært og forberedelerne er begrænsede, da retten "simrer" helt selv.


Ingredienser:

1 stk hel kylling

50 g smør/margarine

1 gulerod

1 porre

1 rødløg

½ liter vand

2-4 spsk hvedemel

Madkulør

salt/peber

250 ml fløde/Cremefine madlavning

Kartofler

Salat 

Surt (syltede asier/agurkesalat eller lign)


Sådan gør du:

Smelt smørret gyldent brun i en passende stor gryde.

Drys salt og peber på kyllingen.

Kom kyllingen i gryden og brun godt på alle sider.

Tilsæt vand og de groft hakkede grøntsager

(jeg brugte gulerod, porre og rødløg - men andet kan bruges)

Skru ned for varmen og læg låg på gryden - det skal bare lige simre-koge.

Koges i 50-60 min. Husk at vende kyllingen et par gange undervejs.

I mellemtiden skrælles kartoflerne og koges i letsaltet vand, så de er klar på samme tid som kylliingen.

Lav en salat efter eget ønske.

Når kyllingen er kogt færdigt, tages den op af gryden og lægges til side med et klæde/staniol over.

Sigt nu suppen over i en anden gryde, så alle grøntsagerne sies fra.

Det er vigtigt at suppen ikke varmes yderligere på dette tidspunkt.

Tilsæt 2-4 skefulde hvedemel til suppen, ved at sigte det, så det lægger sig som et lag ovenpå suppen.

Lad være med at røre i det - indtil alt melet er forsvundet ned i suppen.

Rør nu forsigtigt rundt i suppen og melet, og tilsæt fløden - under opvarmning.

Tilsæt kulør.

Smag til med salt og peber.

Hvis din sovs er for tynd, så kan du gentage processen med melet eller lave en meljævning og tilsætte.

Hvis den er blevet for tyk, kan der tilsættes lidt vand fra kartoflerne eller mere fløde/mælk.

Skær kyllingen ud i passende stykker og server med kartofler, sovs, salat og surt.